Lille værksted, stor effekt

Woodlab on Wheels besøgte Christiansborg 27. oktober 2022

Fogs Fond giver skoleelever erfaring med håndværksfag.  U/Nord’s mobile værksted, Woodlab on Wheels, får 12,5 % flere til at vælge tømrer- og snedkeruddannelsen.

Det er svært ikke at få øje på dem: De tre tårnhøje træskulpturer på Bertel Thorvaldsens Plads i København ligner et Klodsmajor-spil i kæmpeformat, men der er tale om et kunstværk af den anerkendte kunstner Sean Scully, som både refererer til Danmarks historie som søfartsnation og Thorvaldsens hjemkomst til København i 1800-tallet. ”Oak Stacks”, som værket hedder, er bygget af tømmer efter Napoleonskrigene, da den danske konge beordrede beplantning af egeskov til at bygge en ny krigsflåde. I dag bruges det gamle træ til et fredeligere formål og fungerer som en kulisse for Woodlab on Wheels-karavanen. Den rullede ind på Christiansborg Slotsplads den 27. oktober 2022 for at lade politikerne prøve kræfter med et initiativ, der har givet danske skoleelever en forsmag på tømrer- og snedkeruddannelsen.

Woodlab-on-Wheels-værktøj2
Woodlab-on-Wheels-karavane-foran-Christiansborg-oktober-2022

Lille værksted, stor effekt

Woodlab on Wheels er udviklet af uddannelsesinstitutionen U/NORD og Tømmerhandler Johannes Fogs Fond og er et mobilt tømrer- og snedkerværksted, der siden 2020 har besøgt folkeskoler i Nordsjælland og undervist elever fra 6. -10. klasse. Eleverne arbejder undervejs som et rigtigt sjak, hvor de får udfordringer, som de skal løse i fællesskab. Mange af de unge har aldrig prøvet at save i et bræt eller arbejdet med et håndværk før, så formålet med initiativet er at vække de unges interesse for at tage en træfaglig erhvervsuddannelse efter grundskolen.

Noget tyder på, at det virker: Siden Woodlab on Wheels første gang rullede ud i efteråret 2020, har U/NORD set en stigning på 12,5 % i deres optagelsestal på tømrer- og snedkeruddannelsen.

 

Én af eleverne, der har prøvet initiativet, er Tanja Andreassen, der går i 10. klasse på Ti’eren i Halsnæs. Hun har netop sat sidste skrue i en bænk, som lidt senere på dagen skal overdrages til ungdomspolitikere inde på Christianborg. Hun afviser ikke at gå tømrervejen og mener grundlæggende, at initiativet kunne have gavnet hende på mange måde i undervisningen:

 

”Jeg har aldrig helt vidst, hvad jeg skulle bruge matematik og det med millimeter til, men det ved jeg nu, hvor jeg har bygget bænke, der skal være lige. Hvis det var sket tidligere, tror jeg både, at jeg ville have været bedre til matematik og til at skabe noget med mine hænder”, siger hun.

Woodlab-on-Wheels-foran-Christiansborg-med-Pernille-Rosenkrantz-Theil

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil sammen med eleverne.

Woodlab-on-Wheels-foran-Christiansborg-med-Pernille-Rosenkrantz-Theil2

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil sammen med eleverne.

Folketingspolitikere i arbejdstøjet

Det er en erkendelse, som er gået op for politikerne på Christiansborg. Ifølge tal fra Danske Regioner kommer Danmark til at mangle 100.000 faglærte arbejdere i 2030. Der skal med andre ord gøres noget nu, hvilket også forklarer politikernes vilje til at møde op på Bertel Thorvaldsens Plads og svinge saven sammen med de unge og tale om, hvordan man styrker erhvervsuddannelserne.

 

På dagen kom bl.a. Mattias Tesfaye og Pernille Rosenkrantz-Theil fra Socialdemokratiet, Samira Nawa fra Radikale Venstre, Cecilie Winther Kristensen fra Dansk Folkeparti, Anne Rasmussen fra Venstre, Troels Christian Jakobsen fra Alternativet og Lean Milo fra Moderaterne.

 

Ifølge børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil bekræfter et initiativ som Woodlab on Wheels hende i, at der bør være langt mere fokus på håndværk i grundskolen:

 

”Folkeskolen er blevet alt for stillesiddende og alt for boglig. Det går ikke, at de unge først stifter bekendtskab med hæderkronede håndværksfag i 10. klasse. Det er for sent,” siger Rosenkrantz-Theil, der også mener, at de unge skal eksamineres i fagene på linje med de mere boglige fag. ”En eksamination viser jo, at det bliver vægtet og prioriteret. På den måde får eleverne også selv øjnene op for, at man kan være dygtig til forskellige ting”, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

 

Hun suppleres af justitsminister og udlært murer Mattias Tesfaye, der mener, at vi som samfund svigter de unge ved ikke at præsentere dem for andre muligheder end gymnasiet.

 

”Der er gået autopilot i den. Folkeskolen leder op til gymnasiet, som leder op til universitetet. Det her initiativ viser dem, at der er andre veje at gå. Og man skal gøre det tidligt, så de kan træffe et oplyst valg,” siger Mattias Tesfaye.